[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Ministeren besøger blandt andet det danske styrkebidrag i Helmand provinsen og herunder styrkebidragets såkaldte "Ørkenhold", mens det er indsat i Helmand ørkenen. Dermed får han mulighed for at se soldaternes operationsbetingelser på nærmeste hold.
Ministeren besøger også de danske soldater i Kandahar, hvor han bliver orienteret om soldaternes mange arbejdsopgaver.

Der er p.t. i alt ca. 435 danske soldater i Afghanistan, heraf ca. 330 i det sydlige Afghanistan. Styrkebidragene bistår den afghanske regering med at udbrede sin myndighedsudøvelse til hele Afghanistan. Det omfatter bl.a. gennemførelse af stabilitets- og sikkerhedsoperationer i koordination med de afghanske sikkerhedsstyrker og samarbejde med de civile afghanske myndigheder om genopbygningsprojekter.