[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Alt går efter planen i Irak. Prøveflyvningerne af de fire lette Fennec-observationshelikoptere, fra Helicopter Wing Karup, forløber, som de skal.
Helikopterpiloterne fra Eskadrille 724 har nu lært at lande og lette i den irakiske ørken. Det kan nemlig give problemer, da helikopternes rotorblade virvler så meget sand op, at piloterne i praksis lander og letter i blinde.
Men omskolingen, kaldet Brown Out, har ikke givet de store problemer.

Ekstrem varme
Helikopterdetachementet er flyttet ind i den resterende del af Camp Einherjer, som nu er blevet modificeret og tilpasset holdets behov. 
Arbejdet med at få hangarerne i lejren til at fungere som hjemme i Karup, samt rengøring, optankning og check af helikopterne efter de mange flyvninger, går også som smurt. Den ekstreme varme, som ligger på omkring de 50 grader Celsius, gør arbejdet noget drøjt. Men soldaterne holder sig nedkølede med rigelige mængder af vand og læskende is.    
Helikopterdetachementet i Irak, kaldet HELDET, består foruden Eskadrille 724 også af andre enheder fra Flyvevåbnet.
Fennec-Helikopterne skal fungere som briternes øjne i luften og bl.a. overvåge den irakiske olieinfrastruktur.