[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Hell Week, den fjerde uge under den grundlæggende træning ved det amerikanske frømandskorps, Navy SEALs (Sea, Air, land) er berygtet for de pinsler aspiranter til korpset må igennem på deres vej til at blive Navy SEALs.

Hell Week varer fra solnedgang søndag til midnat fredag. Det er 132 timer, hvor aspiranterne tæskes igennem den ene fysisk og psykisk udmarvende prøve efter den anden, meget ofte med en stor gummibåd i hænderne eller over hovederne, mens instruktørerne skiftevis presse kandidaterne til at yde mere og opfordrer dem til at droppe ud af pinslerne ved at slå på en messingklokke. I løbet af ugen sover aspiranterne ikke meget mere end fire timer i alt, og de er konstant så våde og smurt ind i sand og mudder, at de i slutningen af ugen konstant plages af smerter, når de stive uniformer slider mod deres opløste hud. Frafaldet under Hell Week er stort. Den største del af 70 – 80 procent af aspiranterne til Navy SEALs, der falder fra under uddannelsen, gør det under Hell Week. De der kommer igennem har bevist, at de har viljen til at fortsætte selv længe efter, at deres krop har sagt stop.

Frømandskorpset har fra sin oprettelser hentet inspiration hos de amerikanske kolleger, og også aspiranter til Frømandskorpset må igennem en helvedesuge, før de kan kalde sig frømænd. Soldater fra Frømandskorpset har under udvekslingsbesøg gennemgået Hell Week hos deres amerikanske kolleger.

Se, hvad danske og udenlandske frømænd, der har klaret sig igennem de udmarvende optagelsesprøver, kan, når Forsvarskanalen, på torsdag den 21. juni fra kl. 12.00 dækker Frømandskorpsets 50 års jubilæumsshow.