[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen

Der er mange tomme pladser rundt omkring på Forsvarets kontorer og det betyder større arbejdsbyrder til personalet. Derfor sætter Forsvarets Rekruttering en kampagne i gang i julen, som i foråret 2008 skal rekruttere 500 civile til ledige stillinger rundt omkring på tjenestestederne. Hvervningen af nye medarbejdere sker som en del af Operation Bedre Hverdag, som skal gøre arbejdsglæden større og standse personaleflugten fra Forsvaret.

Forsvarets Rekruttering er på udkig efter kontor- og lagerpersonale, håndværkere (mekanikere og andre fagligt uddannede) og IT-personale. 234 af stillingerne er nye. De skal midlertidigt aflaste Forsvarets ansatte og løse opgaver, der har hobet sig op pga. personalemangel. Omkring 300 nye civile medarbejdere skal have jobs, hvor arbejdet ikke nødvendigvis skal gøres af en militær ansat.

Der er ledige stillinger i Jylland, på Sjælland og på Bornholm og en del af dem befinder sig i landets yderområder. Rekrutteringskampagnen begynder 27. december.