[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der var ingen medalje til skytte Jette Faurbye Andersen i dagens finale på 50 meter skydning.
- Jeg skal lige sunde mig, for jeg er skuffet over resultatet. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Det er meget under mit niveau, siger Jette Faurbye Andersen, der i går kvalificerede sig til finalen med 593 point – dagens næsthøjeste pointtal!
Hun var ellers et af de store danske medaljehåb under VM i militærsport i Indien. Ved dagens konkurrence begik hun en dum fejl, der kostede medaljechancen. Hun skulle justere sigtet på riflen undervejs, men fik skruet den forkerte vej.
- Jeg får stillet den forkerte vej, og det er en klassisk fejl. Jeg har bare ikke lavet den i de sidste ti år, men det gjorde jeg så i dag, siger en ærgerlig Jette F. Andersen.
Den 41-årige skytte fra Viborg har tre militære VM-bronzemedaljer og en række gode internationale resultater fra det civile landshold bag sig. Det var tre kinesere, der løb med medaljerne.

Riffelskydning
Herreholdet i skydning blev nummer fire i holdkonkurrencen i standardgevær i går.
- I går var både en god og en skidt dag. Det gode var, at vi var et point fra holdrekorden, og at vi opfyldte vores målsætninger. Men det er skidt at få en fjerdeplads, for den giver ikke medaljer, siger Jørgen Erlandsen, træner for herreholdet.
Det var Rusland, der løb med guldmedaljen.