[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen

Sidste år strandede det første fly med julemaden i Istanbul, hvilket betød at nogle af fødevarerne måtte kasseres, da flyet nåede frem til Kandahar. I år var der ingen slinger valsen. Julemiddagen landede stadigvæk nedkølet i Camp Bastion i lørdags. Den 23-24. december står menuen på traditionelle danske juleretter for soldaterne i Helmandprovinsen.
– Når den danske julemad kommer på bordet, er julen pludselig tættere på. I den travle dagligdag kan vi næsten glemme julen, fordi her er ørken og ingen sne, og vi kun har ganske lidt julepynt, siger logistikofficer Casper Thaarup.

Skal spises tre forskellige steder
Halvdelen af maden skal køres til Camp Price og Sandford, hvor omkring 250 danske soldater venter på et kærkomment afbræk fra de amerikanske feltrationer. Resten bliver spist af de danske soldater i Camp Bastion. Her får de til dagligt meget gennemstegt traditionel engelsk mad. 

Den 23. december kaster soldaterne sig over det kolde bord med sild, rejer, leverpostej og medisterpølse. Juleaften tilbereder soldaterne and, flæskesteg, brunede kartofler og risalamande. Ifølge Casper Thaarup er der ikke mangel på frivillige til at stå i køkkenet:
– Det er jo hyggeligt at stå og lave mad sammen og fejre jul.

Det eneste soldaterne kommer til at savne er en rigtig juleøl, da styrkerne i Helmandprovinsen ikke må røre alkohol.

Se også indslaget ”Julemad til Afghanistan” fra 11. december på forsvarskanalen.