[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De danske kampvogne, der blev sendt fra Danmark til Afghanistan i slutningen af oktober, er nu nået frem til Camp Bastion i Helmandprovinsen. Kampvognene nåede frem til lejren tidligt søndag efter at være kørt fra Kandahar Airfield lørdag. Truslen om baghold og vejsidebomber var høj, men turen forløb helt uden angreb fra Taleban.

Delingen, som består af fire Leopardkampvogne, en bjergningsvogn og to pansrede mandskabsvogne, var en del af en stor konvoj på 95 køretøjer. Den 4,5 kilometer lange kortege var 15 timer om den 140 kilometer lange tur.

Udstyr og køretøjer er ankommet dråbevis til Kandahar i seks store Antonov 124 fragtfly de seneste uger. Mens de 25 soldater i kampvognsdelingen ventede på, at konvojen skulle køre, blev kampvognene tilpasset den specielle opgave. På et øde område udenfor Kandahar Airfield testede delingen kanoner og de øvrige våben. 

Se et videoindslag om kampvognene på Forsvarskanalen.