[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Ifølge eksperter og journalister kan den nye regeringsleder, Hashim Thacis, løsrivelsesdrømme, resultere i nye uroligheder i den hårdt prøvede provins. Hvis dette skulle ske, er danskerne parat til udfordringen.  

- Jeg kan garantere for, at vi er parat til at løse opgaven. Valget, og de uroligheder det kunne have afstedkommet, er en af de udfordringer som holdet, siden det ankom i august, har arbejdet målrettet efter at kunne klare, fortæller presseofficer Erling Andersen. 

Derfor er der blevet lavet en uddannelsesplan, som skal forbedre den uddannelse, soldaterne har fået hjemmefra. Håndtering af uroligheder er et centralt punkt i uddannelsesplanen.

- Vi har det materiel, vi skal bruge, og pt. er vi i gang med en fællesøvelse med franskmændene, hvor vi øver håndtering af uroligheder endnu engang, fortæller Erling Andersen.

Lige nu er der ifølge Erling Andersen ingen indikationer på at der skulle opstå uroligheder. Men det er tidligere sket, at uroligheder er opstået på ingen tid. Senest var der i 2004 sammenstød mellem kosovoserbere og kosovoalbanere på broen i Mitrovica.

- Vi ser ingen tegn optræk til uroligheder eller sammenstød på nuværende tidspunkt, men skulle det ske, er vi klar, siger Erling Andersen.