[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I går startede en stor terrorøvelse, KRISØV 2007. En lang række myndigheder, styrelser og ministerier, lige fra FE til Kirkeministeriet, deltager. Forsvarets Mediecenter (FMC) huser hele den gruppe af mediefolk, som skal agere presse i forbindelse med KRISØV 2007.

Fiktive morgenaviser 
I et loftsrum i Forsvarskommandoens bygninger på Holmen er fem grupper af borde besat med elever fra Danmarks Journalisthøjskole. De er hentet ind som forstærkning til øvelsen og spiller fiktive medier med navne som Nyhedsposten, Morgenposten og Ajour24. Snakken går, mens fingrene hakker hen over tastaturerne. Journalisterne får løbende informationer fra øvelsesledelsen om fiktive katastrofer, som de skriver om til internettet. De andre øvelsesdeltagere skal så forholde sig til nyhedsstrømmen. I øjeblikket lyder scenariet, at der har været eksplosioner på togstationerne Nørreport, Klampenborg, Glostrup og Kastrup Lufthavn.

- Hvis PET ikke snart fortæller noget, så ring, opfordrer spilleder for ”pressen”, Thomas Jerichow.

- Jeg har talt med PET. De siger stadig, at det drejer sig om en ulykke, fortæller en medarbejder ved det fiktive International News.

- På dem! Tordner Jerichow.

God effekt med tv-journalister
I etagen nedenunder, i et af FMC’s redigeringsrum, sidder tv-redaktionen.

- Vi er tv-kanalen TV-Nyt, som minder lidt om DR. Vi har travlt, for vi sender ekstra tv-avis her 13.30, hvor vi har Hans Jørgen Bonnichsen i studiet, fortæller tv-redaktør Jan Schelbech.         
På redigeringsskærmene kører et indslag med dramatiske, computeranimerede billeder af Nørreport i flammer. Den fiktive tv-station følger situationen og har to tv-hold ude i byen for at presse de myndigheder, som deltager i øvelsen.

- Tv har en stor gennemslagskraft, og vores indslag skal give øvelsen mere realisme.  
Men vi har også tv-folk ude ved de relevante myndigheder. Det giver en helt anden effekt, når øvelsesdeltagerne får stukket kamera op i næsen, end hvis vi bare ringede dem op, fortæller Jan Schelbech.

Forsvaret på vingerne
Udover at være øvelsesgiver er FMC også øvelsestager. På samme etage som tv-redaktionen sidder de af FMC’s medarbejdere, som skal forholde sig til det, medierne sender ud fra loftrummet ovenpå. De skriver pressemeddelelser og historier om Forsvarets indsats ved katastrofen, overvåger de fiktive medier og melder videre til Forsvarskommandoens Kommunikationssekretariat. Herfra tager de stilling til, hvilke skridt Forsvaret skal tage i øvelsen.

- Redningsarbejderne kan ikke komme frem til ulykkesstederne. Vi må have Forsvarets helikoptere på vingerne, siger en af medarbejderne.

- Det virker ret realistisk. Der er et generelt kaos og mange ting at holde styr på. Ligesom i virkeligheden modsiger pressen også sig selv gang på gang, griner journalistpraktikant ved FMC, Michael Aagaard.

Kommunikation er vigtig krisestyring
Medierne en vigtig del af myndighedernes krisestyring. Derfor er en af KRIØV 2007 vigtigste mål kommunikationen med befolkningen. Øvelsen forløber over to dage og er ikke varslet.