[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Chefen for Færøernes Kommando, kommandør Christian Nørgaard, afgår fra Færøernes Kommando med udgangen af august måned for at tiltræde stillingen som chef for Søværnets Officersskole på Holmen i København.

Den afgående kommandochef siger bl.a.: ”Selv om reduktionen af Færøernes Kommando har fyldt en del i de seneste to år, har jeg været utrolig glad for tjenesten, og for samarbejdet, dels med lokale færøske instanser, dels med rigsfælles myndigheder, og sidst, men ikke mindst med de kompetente medarbejdere ved kommandoen. Min hustru og jeg har nydt hvert et øjeblik, vi har boet her, og det er med stort vemod, vi forlader Færøerne og de færøske og danske venner, vi har fået her.”

Den nye chef for Færøernes Kommando, kommandør Per Starklint, kommer fra chefposten på søværnets største og nyeste enhed, det fleksible støtteskib Absalon, hvor han de seneste tre år har stået for indsejling og udrustning.

Per Starklint har en bred erfaring fra sejlende tjeneste og stabstjeneste, og har stor operativ erfaring i Nordatlanten fra sin tid som chef for inspektionsskibene Vædderen, Thetis og Triton og tidligere i karrieren som chef i grønlandskutterne Agpa og Agdlek.

Kommandør Per Starklint siger i anledningen af udnævnelse til kommandochef den 10. september: ”Jeg glæder mig meget til at tiltræde i stillingen som chef for Færøernes Kommando, og til at fortsætte det gode samarbejde med de færøske myndigheder og det færøske samfund.”