[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Projekterne fastlægges i samarbejde med irakerne.

De danske soldater i Irak har billedligt talt smidt uniformen og er trukket i arbejdstøjet Sammen med de lokale byråd hjælper de danske styrker med at genopbygge områder i Basra.

"Vi følger den irakiske plan for provinsen, sådan som den er udarbejdet af irakerne selv," siger major Nicolas Webèr, der er chef for den danske genopbygningsenhed (RUD).

Der er i alt 30 projekter i støbeskeen, og fremover bliver der hver uge sat to nye projekter i gang.

Genopbygningen har tre indsatsområder: Sundhed, uddannelse og lokaladministration. Intet projekt er for lille og få for store. Projekterne skal blot holde sig under de afsatte 50.000 dollars per projekt. Men for de penge kan de lokale irakere for eksempel få to klasselokaler og et toilet. Det er lokale håndværkere og ingeniører, der udfører arbejdet.

Uddannelse af børn og unge kræver klasselokaler, som skal opføres af lokale håndværkere.