[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Eksperter fra Forsvarets Materieltjeneste har efter en besigtigelse på Skive Kaserne i dag fastslået, at den bomberobot, der i søndags blev skudt i forbindelse med en politiaktion i Nordjylland, er totalskadet og ikke kan repareres.
 - Hun blev erklæret død i dag, oplyser major Poul Nedergaard, der er leder af ammunitionsrydningstjenesten ved Hærens Ingeniør og ABC-skole.

Skudt og slået
Rullemarie blev skudt, da politiet søndag sendte robotten frem i et forsøg på at få kontakt med en sindsforvirret og bevæbnet mand, der havde forskanset sig i sit hus. Rullemarie havde en besked fra politiet til manden i sin klo, og politiet håbede, at de igennem robottens mikrofon og højtaler kunne komme i direkte kontakt med manden. Han skød imidlertid mod robotten, der blev ramt tre gange. Et skud gik ind i selve kroppen, hvor det ødelagt en del elektronik. Et skud gik igennem tårnet med flere skader til følge, og et skud ramte og ødelagte et af robottens kameraer. Robotten blev også ramt af flere øksehug, der føjede yderligere skader til.
- Skaderne var så omfattende, at det ikke kan betale sig at reparere robotten. Vi får en ny om ca. tre uger, fortæller Poul Nedergaard.

Et brugbart værktøj
En ny Rullemarie koster omkring 1.8 millioner kr. Men selv om det altså er en dyr genstand, der blev ødelagt ved aktionen, ser Poul Nedergaard positivt på hændelsen.
- Det er utroligt positivt, at politiet brugte robotten i forsøget på at få forbindelse med manden i stedet for at sende en betjent frem eller at skyde manden, siger han.
Poul Nedergaard mener, at der er første gang robotten er blevet brugt som forbindelsesled. Men robotten kan bruges til meget andet end bombeopgaver.
- Her har man et værktøj, som man ikke har tænkt på at bruge til den type operationer før, siger Poul Nedergaard, der roser politiet for deres kreativitet.

Poul Nedergaard ønsker ikke at oplyse, hvor mange bomberobotter ammunitionsrydningstjeneste råder over. Men det er ikke et problem, at der i en periode mangler en.
- Vi har nok, fastslår han.