[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Forsvaret har lige nu cirka 1300 soldater  udlandet. De skal også have mulighed for at bruge deres demokratiske ret og afgive deres stemme til folketingsvalget. Det er noget nær et logistisk mareridt. I modsætning til kommunalvalg er folketingsvalg ikke planlagt i god tid.

Tidligt ude

Derfor har Forsvarets Personeltjeneste travlt med at sørge for, at alle de udsendte danske soldater kan sætte deres kryds på stemmesedlen. Fra start til slut er der kun tre uger. Det er ikke langt tid. Ikke mindst fordi postgangene ude i verden ikke altid lever op til, hvad Post Danmark kan herhjemme.

Det er løn og administrationskontoret ved den internationale operationsafdeling hos Forsvarets Personeltjeneste der løfter valgopgaven. Her har man været på forkant med den politiske udvikling. FPT sendte allerede brevstemmemateriale ud til soldaterne i missionsområderne i august.

- Det er nødvendigt hvis alle soldater skal nå at stemme, siger kaptajn S. K. Nielsen fra FPT.

På forkant med valgrygter
Forsvaret var altså hurtigt ude med valgmateriale. Det kan man undre sig over, for FPT har ikke en særlig kontakt i Statsministeriet. Men valgrygterne er løbet stærkt. Derfor har forsvaret valgt at være på forkant.

Det er nemlig sådan, at folk der sætter deres kryds på en brevstemme kun kan stemme på de enkelte partier og ikke på enkelte kandidater. Derfor har det været muligt at sende brevstemmematerialet ud i god tid. Forsvarets personeltjeneste skal have brevstemmer senest den 9. november. Fire dage før det rigtige folketingsvalg.