[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune wadskjær Nielsen

Indenfor staten er det ikke tilladt at bruge penge på gaver til de ansatte. Derfor kan Forsvaret selvfølgelig ikke belønne enhederne i Afghanistan med julegaver.

Forsvaret gør mange andre ting, der skal sikre soldaternes velbefindende i julen. Forsvarschefen, chefen for hæren og den næstkommanderende i forsvaret har allerede sendt julehilsner til de udsendte soldater og de forsøger samtidig bevidst at lægge deres besøg i Afghanistan så tæt på jul som muligt. Endelig sørger Forsvaret for, at soldaterne får en traditionel dansk julemiddag.

Holder kontakt hele året
Forsvarets ledelse mener, at der andre ting end julegaver der tæller i hensynet til de udsendte:
– Forsvaret synes det vigtigste er at holde en jævnlig og tæt kontakt gennem hele året til soldaterne ude på missionerne. Det sker gennem besøg, emails, breve og telefonsamtaler. Samtidig prøver Forsvaret at gøre julen så højtidelig og god som mulig for Forsvarets ansatte, der må holde jul langt fra Danmark. Det gør vi ved at sørge for dansk julemad og juletræer i det omfang operationerne tillader det, siger chefen for forsvarsstaben viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, der er den næstkommanderende i Forsvaret.