[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I løbet af februar er den danske styrke i Afghanistan blevet udskiftet - hold 2 er blevet afløst af hold 3. Efter en indkøringsperiode meldte hold 3 sig i går klar til at deltage i ISAFs opgaver. Og der kan meget vel blive bud efter de danske soldater inden længe.

I dag har ISAF (International Security Assistance Force) indledt en stor operation med navnet Achilles. Operationen omfatter hele Afghanistan, men tyngden ligger i Kandahar- og Helmandprovinserne, hvor størstedelen af de danske soldater er udstationeret.

Et af det vigtigste mål med operationen er at få fuld kontrol over området ved byen Kajaki. Her ligger der en stor dæmning, og der er allerede afsat penge til at renovere den. Dæmningen vil kunne give mange afghanere strøm og mulighed for kunstvanding, men renoveringen har været bremset af talebanernes aktiviteter.

Mere end 4500 NATO-soldater og 1000 afghanske soldater deltager i operationen. Indtil videre er de danske enheders opgaver uændrede.

Du kan læse mere om ISAF og operation Achilles på NATOs hjemmeside.