[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Manglen på flymekanikere hos Fighter Wing Skrydstrup har betydet, at det har været svært at producere tilstrækkeligt med flyvetimer til at dække behovet for træning.

Nu begynder en række tiltag at have give effekt. Blandt andet er der kommet nye arbejdstidsaftaler for vagthavende mekanikere ved Afvisningsberedskabet (AVB).
- De nye aftaler betyder, at det er nemmere at få dagligdagen til at hænge sammen for flymekanikerne, siger Palle Mørkøre, der er chef for Fighter Wing Skrydstrup.

En række nye tiltag på forsyningsområdet betyder desuden, at der hurtigere kan skaffes reservedele fra lageret og ud til flyværkstederne. Netop det område har tidligere været en flaskehals i vedligeholdelsen af jagerflyene.

Den øgede mulighed for at komme i luften med F-16, betyder blandt andet, at det ikke længere er nødvendigt at nedprioritere flyvetiden for de piloter, som ikke skal deltage i sommerens forestående OPEVAL. En NATO–eksamen, der afgør om danske F-16 kampfly er egnede til at udsende i internationale operationer.

- Det går i det hele taget den rigtige vej på Fighter Wing Skrydstrup, bemærker Palle Mørkøre.