[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen

Et halvt hundrede medarbejdere og 17 køretøjer havde torsdag morgen lagt kursen sydpå med det meste af det operative grej, der rådes over i Mobile Air Control Centre (MACC). Enheden som har sit hovedkvarter på Flyvestation Karup, er en mobil kontrol- og varslingsenhed.

Øvelsen i den belgiske by Glons udfordrer MACC'ens personel til at træne dét at transportere store dele udstyr til udlandet, stille det op og integrere det med værtslandets tilsvarende teknik. Ikke mindst det taktiske netværk Link-16 vil indgå i afprøvningen af samspillet mellem de belgiske og danske systemer.

 FAKTA:
I følge seneste forsvarsforlig skal Flyvevåbnet i indeværende forligsperiode kunne stille med en mobil radarenhed til internationale operationer.
Selv om Bold Aspect for MACC's vedkommende er en operativ, simuleret øvelse, der kører 10. og 11. oktober, er det selve forlægningen af enheden i det fremmede og integration med værtsnationens systemer, der har første prioritet rent træningsmæssigt.

Et væsentligt skridt mod en operativ hverdag
For folk i Mobile Air Control Centre er det en stor dag. De er rigtigt glade for at komme afsted og glæder sig til at skulle være sammen døgnet rundt på en hel anden måde, end de plejer.

- Det gør noget ved folkene, når kolonnen af køretøjer er linet op til afgang, og at der er anledning til at 'sparke lidt dæk', fortæller major Jes Milling, næstkommanderende for det udsendte øvelsesbidrag.

Oversergent og fighter controller Mads Hansen går videre:
- Endelig. Det er noget, vi har ventet længe på. Det er noget mere operativt end at stille tingene op til Air Show.

International øvelse
MACC-mandskabet checkede ikke ind på et fint hotel i aftes, men bor på ottemandsstuer i en noget nedslidt belgisk kaserne, der giver dem husly øvelsen ud.

Torsdagen blev lang for den mobile enhed. Ved ankomst til Glons skulle lastbiler og containere bugseres nøjagtigt hen på deres bestemte pladser. Først da armbåndsurene viste 01.38, kunne soldaterne forlade det operative område og trætte krybe i soverposerne.

Fra mandag den 8. oktober bliver teknikken for alvor prøvet af sammen med belgierne. Onsdag og torsdag kører selve den operative øvelse, hvis succes er dybt afhængig af Mobile Air Control Centre's evne til at deployere og operere i det fremmede.