[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Vickie Lind

Det tændte juletræ stod smukt og lyste i det tidlige morgenmørke, da soldater og andre med tilknytning til Forsvaret ankom til Garnisons Kirke i København i dag. Anledningen var Livgardens årlige julegudstjeneste.

Kirken var flot julepyntet, men det var de mange unge soldater i deres blå vagtuniformer, man bemærkede. I sin prædiken talte sognepræst Claus Oldenburg om det, de unge soldater formentlig tænker en del på, nemlig deres kolleger og deres egne muligheder for at blive sendt ud på mission i fremtiden.

Livgarden har her i efteråret mistet hele tre mand i Afghanistan.

'Jeg bruger bevidst udtrykket faldet. De døde er ikke bare dræbt, som aviserne har det med at skrive. Som om det hele var en beklagelig omstændighed. Nej, de er faldet i krig. For vores indsats i Afghanistan har mere og mere karakter af aktiv krigsførelse, og så stiger tabstallet', sagde Claus Oldenburg.

Se gudstjenesten i sin fulde længde på forsvarskanalen.dk fra i morgen lørdag den 22. december eller på dk4 den 25. december klokken 20.