[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den 17. juni blev Missilfartøjet Viben ramt af et næsten total strømsvigt, mens den var på patrulje i farvandet ud for Libanon. Strømsvigtet skete sidst på eftermiddagen og efterlod Viben uden fremdrivning, kommunikation etc.

Den svenske kystkorvet Sundsvall, der ligeledes var på patrulje i området, kom Viben til assistance. Ved fælles hjælp blev der etableret nødstrøm til de mest nødvendige apparater ombord.

Efterfølgende slæbte den svenske kystkorvet Viben ind til Limassol havn, hvor Viben undersøges for at finde årsagen til strømsvigtet, og de mulige konsekvenser deraf.

Der skete ikke personelskade i forbindelse med uheldet.

Viben indgår i FN-styrken UNIFIL, der siden sommeren sidste år har patruljeret ud for Libanons kyst. Skibets nuværende besætning afløses i slutningen af juni.