[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Alene udvalget af uniformer fra hele verden gjorde søndagens
ceremoni i den indiske storby Hyderabad til en helt særlig oplevelse.
Over 5000 atleter fra mere end 100 lande var mødt op for at markere åbningen
af det fjerde VM under det internationale militærsportsforbund, CISM.
Stævnet i Hyderabad er den største sportsbegivenhed, som er afholdt
i Indien nogensinde, og det betød, at den indiske præsident var tilstede
under ceremonien og kunne hilse på sportsfolkene fra tribunen.
 
Danske atleter i takt
27 danske atleter og deres holdledere og trænere marcherede sammen ind
på Gachibowli Stadium i Hyderabad sent i går eftermiddags. Forrest fik
Den Kongelige Livgardes Nils Nykjær opgaven med at gøre honnør til præsidenten og i øvrigt sørge for, at de danske atleter gik nogenlunde i takt.
 
TV-transmission til 78 lande
Efter at have samlet alle nationer i en boksearena gik landshold fra hele verden i en lind strøm ind på stadion og modtog publikums klapsalver og hyldest. TV-billederne fra åbningsceremonien blev transmitteret til 78 lande, og aftenen igennem var der underholdning - blandt andet musik og en opvisning udført af det indiske flyvevåben.
 
Men det var ikke alle de danske atleter, der var med til ceremonien i Hyderabad. Sejlsportskonkurrencerne foregår ude ved kysten i Mumbai, og her blev der holdt en lokal åbningsceremoni.
 
I dag går det så endelig løs for de flere tusinde atleter, der konkurrerer i 13 discipliner. Danskerne er i dag blandt andet i ilden i femkamp, skydning og faldskærmsudspring.

Se mere om de danske atleter på forsvarskanalen.