[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Absalon har i perioden fra den 6.-12. november foretaget udskiftning af besætningen i Djibouti. Besætningen der har været om bord, siden skibet afsejlede Flådestation Frederikshavn d. 17. august flyver nu mod køligere himmelstrøg i Danmark og skal hjem til et vedfortjent hvil.

- Det har været en fantastisk spændende opgave, vi har udført som en del af TF 150. Fra dag ét har der været hektisk aktivitet og mange udfordringer. Besætningen har arbejdet hårdt, men vi føler, at det har været det hele værd. Vi har gjort en forskel, vi har forhindret flere piratangreb, og besætningen har løst opgaven professionelt og meget tilfredsstillende, siger den afgående skibschef på Absalon, kommandør Frank Trojahn.

Medaljer for missionen
Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang og direktøren fra Danmarks Rederiforening, Peter Bjerregård, mødtes med Absalons besætning i Djibouti den 8. november. Her blev der overrakt medaljer til besætningen.

I forbindelse med medaljeoverrækkelsen takkede Peter Bjerregård i sin tale Absalon for den indsats, som skib og besætning indtil nu har ydet. Direktøren påpegede, at Absalon, under ledelse af Søværnets Taktiske Stab, havde udvist en vilje og en evne til meget professionelt at gå forrest i bekæmpelse af det voksende internationale problem med pirateri i Aden Bugten. 

Esbern Snare tager over
Absalons besætning bliver nu afløst af besætningen fra søsterskibet Esbern Snare. Absalons nye chef, kommandør Dan Rasmussen, udtaler:
 - Den opgave, vi nu overtager fra besætningen på Absalon, er en opgave, som vi har trænet til igennem lang tid. Esbern Snares besætningen er top motiveret, og vi vil tage fat der, hvor Absalons besætning slap.  Den nye skibschef understreger, at der selvfølgelig vil være en indkøringsperiode, hvor de lige skal vænne os til at operere under de sydlige himmelstrøg, og hvor de skal ind i måden at gøre tingene på i Task Force-150.

Søværnets Taktiske Stab fortsætter ledelsen af Task Force-150 fra Absalon. Medarbejderne i staben kan først holde fri, når kommandoen overdrages til Tyskland i begyndelsen af det nye år.

Om opgaven som kommando for Task Force 150 siger stabschef i Søværnets Taktiske Stab, Lars Hjulgaard:
- Selv om der nu er besætningsskift på ABSALON, fortsætter vi vores opgave. Og der er fortsat nok at tage fat på. Vi har efterhånden opbygget en god viden og indsigt i, hvordan piraterne opererer. Det er nu vores opgave hurtigst muligt at sætte den nye besætning på ABSALON ind i forholdene, så vi kan fortsætte hvor Absalon besætning slap.

Danmark har indtil begyndelsen af 2009 kommandoen over koalitionsstyrken TF-150. 

Absalon returnerer til Danmark efter, at kommandoen er blevet overdraget til tyskerne.

Kilde: Søværnets Operative Kommando