[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Søndag den 8. juni kl. 10-16 er der Air Show 2008 på flyvestation Karup. Hovedattraktionen er det spanske opvisningshold Patrulla Aguila, som laver luftakrobatik af høj klasse.

Derudover er der flyvende opvisning af en lang række danske og udenlandske fly, samt udstillinger på jorden af både fly og andet militært udstyr. Endvidere vil man kunne se et væddeløb mellem en GP2 racerbil og et F-16 fly.

– Det er første gang nogensinde i Danmark.  Publikum vil også kunne opleve en demonstration af samarbejdet mellem Jægerkorpset, Fennec og EH-101 helikoptere, samt F-16 fly i et fiktivt scenarie, som viser det professionelle samarbejde mellem nogle af Forsvarets enheder.

Der ventes op imod 75.000 tilskuere, så det anbefales, at man kommer i god tid. Derfor åbnes portene allerede kl. 08:00. Der er fri entré, og der kan købes både mad og drikke på pladsen, så der skulle være lagt op til en underholdende søndag for hele familien.

Husk at det især for mindre børn er en god idé at have høreværn på, da der flyves lavt.

Se www.danishairshow.dk for yderligere informationer om programmet.

(Kilde: Flyvertaktisk Kommando)