[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Anders V. Fridberg

De danske soldater i det sydlige Afghanistan kan nu blive behandlet under bedre forhold end tidligere, hvis de bliver sårede eller kommer til skade. Infirmeriet i Price, en af de fremskudte baser nær den vigtige grønne zone i Helmandprovinsen, blev i begyndelsen af august flyttet fra et telt til containere.
- Alle faciliteter er blevet bedre. Der er mere plads, alt er i faste installationer i stedet for i telte, og der er aircondition over det hele, fortæller overlæge Søren Derving, der er senior medical officer. Aircondition er behageligt for alle i den stegende afghanske sommer, men det er særligt en fordel for patienter med feber eller hedeslag.

Som en udvidet skadestue
Det nye infirmeri er indrettet med konsultation, rum til behandling af alt fra lette til meget svære skader, to sengestuer til kortere indlæggelser, kølecontainer og opholdsrum til personellet. Søren Derving savner kun et separat rum til at skylle og desinficere instrumenter.

Infirmeriet kan behandle to hårdt sårede af gangen, og kapaciteten kan ifølge Søren Derving sammenlignes med en udvidet dansk skadestue.
- Det er ikke et traumecenter som på Rigshospitalet. Vi har ikke specialerne. Er der behov for det, evakuerer vi til det britiske felthospital i Camp Bastion, som ligger 5 minutters helikopterflyvning væk, forklarer Søren Derving.

Infirmeriet i Price er bemandet med en dansk infirmerigruppe, der består af en sanitetsbefalingsmand, en læge, to sygeplejersker og to sygepassere. Personellet behandler både soldater og civile. Antallet af patienter svinger, men ligger normalt mellem fem og tyve om dagen.