[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

- Der er – heldigvis – ikke så meget at sige. De sidste 24 timer har været ualmindeligt rolige.
Sådan betegner major Steen K. Nielsen, presseofficer i Kosovo, situationen i det danske ansvarsområde. Bataljonen er stadig i fuldt beredskab.
- Vi har stadig alle mand på opgave. Vi drosler ikke ned. Alle er opsat på, at det her skal blive en succes, siger Steen K. Nielsen.

Udbygger checkpoints
I det sidste døgn har de danske soldater været travlt optaget af at konsolidere deres checkpoints.
- Vi har udbygget dem og gjort dem bedre at være i, så de kan bruges i en længere periode, siger Steen K. Nielsen.
For øjeblikket huser den danske lejr, Camp Olaf Rye, også portugisiske soldater, der skal støtte den franske bataljon, hvis der skulle opstå uroligheder.

God kontakt til serberne
Kosovoserberne har indtil nu ladet deres utilfredshed og vrede få afløb på materielle ting. Og på trods af at de mildest talt ikke deler kosovoalbanernes begejstring over den nye stat, så tyder alt på, at de stadig ønsker at være i kontakt med både borgere og soldater.
- Vi er i dialog med kosovoserberne. Når vi sender folk ud, går de da og sludrer med dem, fastslår Steen K. Nielsen.