[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Søværnets Operative Kommando må med sorg meddele, at en dansk officer er blevet dræbt i Irak i et færdselsuheld. Den dræbte var udsendt til FN missionen UNAMI.

Den dræbte er den 51-årige orlogskaptajn Johnny Mikkelsen, der var udsendt fra sit job i Søværnets Operative Kommando.

Omkomne var på vej i en rutinemæssig konvoj fra Erbil i Irakisk Kurdistan til Kirkuk i det centrale Irak. Konvojen blev involveret i et alvorligt trafikuheld, hvor Johnny Mikkelsen blev alvorligt kvæstet. Han døde senere af sine kvæstelser.
Der er ikke rapporteret om vejsidebomber eller andre eksplosivstoffer.

Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, udtaler:
- Det er med stor sorg, at jeg her til formiddag har modtaget meddelelsen om, at en af mine officerer er omkommet i Irak. Jeg tænker først og fremmest på de pårørende, der går en meget svær tid i møde. Vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.