[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen

Træning og materiel til den afghanske hær. Det er indholdet i en justering af det danske styrkebidrag i Afghanistan. Opbygningen af den afghanske hærs kapacitet er en af NATO’s vigtigste prioriteter, når det gælder om at få opbygget et bæredygtigt afghansk samfund.

Derfor har Danmark besluttet at bidrage til træningen af den afghanske hær i form af et såkaldt OMLT til den afghanske hær (OMLT: Operational Mentor and Liaison Team).

Et OMLT er et træningsteam, som uddanner de afghanske sikkerhedsstyrker, typisk i form af støtte og vejledning af cheferne i de lokale afghanske hær enheder.

Desuden donerer Danmark moderne materiel i form af morterer til den afghanske hær. Beslutningen betyder, at det danske bidrag til det tysk-ledede Provincial Reconstruction Team i Feyzabad i det nordlige Afghanistan afsluttes. Derved kan de frigjorte personelnormer anvendes andre steder i Afghanistan, for eksempel ved det kommende OMLT.