[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Soldaterne, der er udsendt under UNOMIG (United Nations Observer Mission in Georgia) fortsætter arbejdet i Abkhasien.

- Vi er alle sammen ved godt mod, og vi har ikke følt os i fare på noget tidspunkt, fortæller kaptajn Silas Harbo, som befinder sig i Sukhumi i Abkhasien. Han fortæller, at alle danske FN-observatører har det godt og er i kontakt med hinanden. Alle er desuden i kontakt med familierne hjemme i Danmark.

Der er fem danske FN-observatører i konfliktområdet. Fire befinder sig inde i Abkhasien, og den femte er i Tbilisi. Klik her for stort kort.

FN-observatørerne fortsætter arbejdet på trods af konflikten mellem Rusland og Georgien:

- Vi tilpasser arbejdet til den nuværende situation, siger Silas Harbo. Det betyder blandt andet, at FN måtte trække deres observatører ud af Kondori-dalen i lørdags. Her er der siden da blevet bombet.

- Vi fik at vide, at det nok var smartest at fjerne os fra området, og vi kunne se, at situationen var på vej til at blive skarp.

Han vurderer ikke, at FN-personel har været i fare på noget tidspunkt:

- Vi var ude af Kondori-dalen, og vi var blevet set af både russere og abkhasere, inden angrebene blev iværksat, fortæller Silas Harbo.

FN forsøger at holde styr på de mange informationer, som strømmer ind, så de blandt andet kan give pressen korrekte oplysninger. Nu sidder kaptajn Silas Harbo i UNOMIG-hovedkvarteret i Sukhumi og følger udviklingen nøje.

Hærens Operative Kommando er i tæt kontakt med de danske FN-observatører og følger situationen i Georgien.

(Kilde: Hærens Operative Kommando)