[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jari Nielsen

Den ene er materielassistent i et batteri ved Varde Kaserne. Den anden er kontorassistent i økonomiafdelingen ved 1. brigade på Haderslev Kaserne. Den ene kom fra et job som altmulig-mand på en campingplads, den anden var ansat i en kommune. Deres arbejdsopgaver er stadig forskellige, men nu har de to har det til fælles, at de er nye i Forsvaret.

Claus Rebsdorf Andreasen og Marianne Bennetsen Broch startede i deres job i begyndelsen af marts. De sidder i to af de godt 700 civile stillinger i Forsvaret, der indtil nu er nybesat i 2008.

Forsvaret startede i december 2007 en kampagne for at tiltrække civile ansatte. Målet var at besætte 334 nye stillinger inden sommeren. 336 af de 700 nye stillinger er besat af medarbejdere, der aldrig har været ansat i Forsvaret før.

- Jeg har været betaget af det danske forsvar siden jeg var lille. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med soldater. Det er en anden mentalitet, siger Claus Rebsdorf Andreasen, som desuden har erfaring fra Hjemmeværnskompagniet i Varde.

Han er glad for sit nye arbejde og sine nye kolleger:

- Vi har et godt samarbejde, og man kan snakke sammen. Det er dejlige mennesker og gode kolleger, siger han.

Marianne Bennetsen Broch fremhæver også sine kolleger, når hun bliver spurgt om, hvad hun kan lide ved sit nye job. Men hun værdsætter også de afvekslende arbejdsopgaver og arbejdsforholdene.

- Der sker noget hele tiden. Hvis Haderslev Kaserne er der om ti år, så er jeg der endnu. Der er et godt psykisk arbejdsmiljø og fleksible arbejdstider, siger hun.

Der er dog lidt malurt i bægeret:

- Lønnen er elendig, siger Marianne Bennetsen Broch, som dog er alligevel er meget glad for sit nye job.