[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

Danske soldater fra den lette opklaringssektion på hold 5, har de sidste måneder dagligt patruljeret i byen Gereshk.

Som et andet menneskeligt barometer, har spejdersoldaterne besøgt samtlige områder i byen for at danne sig et indtryk af, hvordan stemningen blandt indbyggerne har været. Soldaterne fra opklaringssektionen kører i disse dage nogle af deres sidste patruljer i byen, da hold 5 om ganske kort tid overdrager til hold 6 og drager hjem til Danmark.

Glade børn i Gereshk hilser på de danske soldater

Markant bedre stemning
Siden midten af april har spejdersoldaterne sammen med CIMIC stort set været de eneste danskere i byen, hvor deres daglige patruljer har haft til opgave at vise tilstedeværelse, uddele oplysningsmateriale, tage temperaturen på stemningen i byen og indhente forskellige efterretninger. Daglige patruljer, som har skabt gensidig forståelse mellem indbyggerne og de danske soldater.

- Ligesom i Danmark skulle de lokale lige se os an. Men i løbet af de sidste par måneder er langt de fleste vi møder venlige og imødekommende, og er glade for at se os. De ved, at vi, sammen med deres egne sikkerhedsstyrker, hver dag arbejder for at gøre Gereshk til et mere sikkert sted, fortæller spejdersoldaten Ziggy.

De mange tusinde indbyggere i Gereshk bor tæt op ad hinanden i compounds omkranset af 4 meter høje mure, der tilsammen udgør den uoverskuelige smeltedigel af smalle gader og tusindvis af mennesker, hvor spejderne skal arbejde.

Patrulje i byens smalle gader

Dagens patrulje
Det er i disse gader og områder, at spejdersektionen i dag skal ud på en af deres sidste patruljer inden hjemrejsen til Danmark. Dagens patrulje starter klokken ni, og inden soldaterne kører ud samles alle, hvorefter sektionsføreren giver sin befaling. Området spejderne skal patruljere i her til morgen ligger syd for byen lige ved Helmand floden.

Det er et rart sted, som de har kørt i tidligere, og hvor befolkningen i området er meget positive overfor de danske soldater, så der er ingen i sektionen, der brokker sig over dagens tur.

En times tid inde i patruljen triller spejderkøretøjerne østpå ad en lille grussti langs med floden, hvor både lokale børn og voksne plasker rundt og ser ud til at nyde det kølige lysegrønne flodvand. Spejderne hilser på dem med let misundelige blikke og kan storsvedende nyde synet af det svalende flodvand fra bilerne, inden de kører videre.

Nysgerrige børn og voksne stimler sammen

Fodbold, førstehjælp og tak for nu
I Gereshk er der områder af byen, som er bedre end andre. Soldaterne møder både lokale, som er reserverede og skeptiske, og indbyggere som er endog meget glade for at få besøg af de danske spejdere. Sidstnævnte har mere end en gang resulteret i en venskabelig fodboldkamp på grusvejen foran et hus med kvarterets børn og voksne. På dagens patrulje går der ikke mange minutter før alle børn fra de nærliggende huse har omringet bilerne, og tigger vand og kuglepenne.

- Ud over at give dem lidt vand og hvad vi ellers har, er der også mulighed for, at vores sygehjælper behandler nogle af de syge børn, som der altid er et par stykker af. Som regel drejer det sig om orm i maven, sår eller bylder, men vi har også haft et par tilfælde af alvorligt underernærede småbørn, som vi har skaffet behandling i den danske lejr i FOB Price, forklarer Ziggy.

Dagens patrulje er ved at være overstået, og spejderne får sagt farvel til de lokale, hvoraf flere er blevet kendte ansigter på de daglige patruljer i byen. En by, som i spejdernes optik, har udviklet sig positivt og hvor stemningen blandt lokalbefolkningen efterhånden er blevet rigtig god og lover godt for fremtiden i Helmand.

Soldaterne fra den lette opklaringssektion på hold 5

(Kilde: Hærens Operative Kommando)