[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Christian Ribergaard

En ungdomsklub i Roskilde har et Draken-fly stående. I 2002 lånte ungdomsklubben Draken-flyet fra Flyvevåbnets Historiske Samling. Her seks år senere er det blevet til en flysimulator.

Futuristisk Draken
Det pensionerede Draken-fly, som står hos ungdomsklubben Viadukten i Roskilde, er blevet bygget om til en flysimulator. Den er endnu ikke helt færdig, men forventes færdig omkring sommeren 2008.
- Vi ville helst have en Draken, fordi den er smuk, og ser lidt futuristisk ud. Det har så vist sig at være det rigtige valg, fordi den samtidig er så solid, at man kan gå på den uden at den går i stykker, fortæller Otto Jensen, der leder projektet, og som tidligere har arbejdet på Flyvestation Karup.
Flyet er udstyret med hydraulik, så det kan vippe op og ned og til højre og venstre, alt sammen for at give brugeren af flysimulatoren en bedre og mere realistisk oplevelse.

Interesse for fly
Flyvevåbnet har selvsagt også været meget inde over projektet, da det er dem som har udlånt Draken-flyet. Draken-flyene tjente det danske luftvåben trofast i årene fra 1970-1993, hvor det blev udfaset. Kurt Hald, som er formand for Draken Team Karup, forklarer, at de gik ind i projektet for at give børnene en oplevelse:
- Flyet skulle ikke bruges mere og det er jo kun en god ting hvis de unge kan få noget interesse for fly og flyvevåbnet.

Microsoft har leveret software og DONG (tidligere NESA, red.) har leveret teknisk udstyr.

Kilde: Flyvertaktisk Kommando