[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

Klokken 6.30 om morgenen i Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan står solen allerede relativt højt på himlen. På den store, støvede landingsbane i den multinationale lejr Camp Bastion er der ganske stille denne morgen. De mange hundrede soldater fra både England, USA og Danmark er samlet for at tage afsked med Gilbert.



Æresvagten hilser Gilbert farvel.

Næsten hjemme
De sidste par dage efter Gilberts tragiske død i fredags har danske soldater brugt tid på at sige farvel på deres egen måde. Grupper af soldater har talt stille sammen om aftenen i de danske lejre, og i søndags holdt Thomas feltpræst en mindegudstjeneste for de danske soldater i Camp Bastion. Gilberts alt for tidlige død har ramt alle hårdt – specielt fordi Hold 5 er så tæt på at være færdige med missionen her i Helmand og snart er klar til at lade Hold 6 tage over. Nu kommer Gilbert så hjem før alle os andre, og han medbringer mange tanker til familie, venner og kære hjemme i Danmark fra alle sine soldaterkammerater hernede i Afghanistan.



Oberst Jens Lønborg og Thomas feltpræst ved Gilberts kiste.

Den sidste ære

Kisten bæres frem af Gilberts kollegaer og venner og placeres foran de mange hundrede soldater. Dernæst læser Thomas feltpræst Fader Vor og lyser en velsignelse over Gilbert. En velsignelse som de mange hundrede soldater tager til sig og bruger på hver deres måde – uanset trosretning og overbevisning. I Afghanistan tror vi nemlig alle på et eller andet for at gøre dagen og vejen bedre.

Det store Hercules transportfly er klar til at flyve Gilbert hjem til hans familie, og kisten bæres om bord af bårekommandoet.

Stilheden på landingsbanen afløses af det store flys larmende motorer, da det letter fra Camp Bastion og overflyver geledderne med de mange hundrede soldater som en sidste hilsen, før det flyver videre ud over ørkenen. Gilbert er på sin sidste rejse. En rejse som går hjem til Danmark.

Æret være dit minde soldat. Du er savnet.

Gilberts båre bæres om bord i det store Hercules transportfly.



Flyet med Gilberts kiste er på vej hjem.

Kilde: Hærens operative kommando