[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Folketinget vedtog i dag, at søværnet kan sende Kommandoskibet ABSALON og en maritim stab til Afrikas Horn for at overtage ledelsen af Task Force 150, som er en international flådestyrke med krigsskibe fra bl.a. Pakistan, Frankrig, Tyskland og USA. Operationen har til formål at skabe maritim sikkerhed i området, ved at imødegå pirateri og terrorisme.

Folketinget vedtog samtidigt, at inspektionsskibet THETIS kan fortsætte forlægning mod området ud for Somalia, hvor skibet skal ledsage FN chartrede nødhjælpsskibe. THETIS ankommer til området den 1. februar.

Task Force 150
Det sømilitære bidrag til denne operation består af Kommandoskibet ABSALON, med Søværnets Taktiske Stab om bord. Den taktiske stab, under ledelse af flotilleadmiral Palle Cortes, overtager ledelsen af den internationale operation i perioden fra august til december.
Det er første gang Danmark overtager ledelsen af en stor international maritim operation.

”Det er en stor fjer i hatten for søværnet, og jeg glæder mig over, at vores nye store skibe nu er klar til at blive brugt til det de er bygget til”, siger kontreadmiral Nils Wang, chef for Søværnets Operative Kommando.
 
Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside
 
FN World Food Programme
Formålet med operationen er at ledsage nødhjælpsskibe, der er chartret af FN til at sejle nødhjælp til Somalia, hvor ca. 1,5 mio. somaliere er afhængige af forsyninger udefra. Nødhjælpsskibene har brug for beskyttelsen, da de flere gange tidligere har været udsat for piratangreb.
Inspektionsskibet THETIS, samt personel fra Frømandskorpset og Søværnets Militærpoliti, er allerede afsejlet for at kunne være klar i operationsområdet den 1. februar, hvor det danske bidrag starter. Det danske bidrag er planlagt til at slutte igen til april i år.

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside