[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Flemming Diehl

Konstant overblik over situationen er vejen frem, hvis man vil være et skridt foran fjendtlige enheder i planlægning og gennemførelse af operationer.

Derfor har Forsvarets Materieltjeneste indgået en kontrakt med de to danske virksomheder Terma og Systematic om levering af et nyt Battle Management System (BMS) til det danske forsvar.

Til trods for, at det nye it-system er et ”hyldeprodukt”, er det et avanceret informationssystem, der vil give de enkelte indsatte enheder en mere nøjagtig position af såvel fjenden som andre danske enheder.  Positionsbestemmelserne sker via GPS, og da BMS er et standardprodukt, som flere andre lande benytter, kan informationerne deles via netværk med det danske forsvars koalitionspartnerne.

- Nøjagtig og opdateret viden er essentiel, når Forsvaret udfører sine operationer. Jo mere viden vi har om alle aktørers position i deres operationer, jo bedre kan vi lave den taktiske planlægning, siger overingeniør René Toft fra Forsvarets Materieltjeneste. Dermed vil det nye BMS-system medvirke til en bedre sikkerhed, og det kan være med til at afgøre udfaldet af en kamp, og i sidste ende måske redde liv.

Det nye BMS-system vil blive installeret i de indsatte enheders køretøjer og op til ledelsesniveauet, så alle vil kunne følge udviklingen i operationer på computerskærme. Dermed vil alle niveauer få det samme opdaterede situationsbillede.

Forsvarets nye Battle Management System har kostet et tocifret millionbeløb, og er baseret på både Systematics standardprodukter Sitaware Headquarters og Sitaware Battle Management, og Termas softwareplatform ”T-Core”, der sikrer, at systemet kan udveksle data i realtid.

Indkøbet af et BMS-system har længe stået højt på Forsvarets ønskeseddel, og har været planlagt siden 2005.

Flere af vores allierede har testet og afprøvet BMS-systemerne, og på grund af det kan Forsvaret begynde uddannelse og udrulning af BMS BASIC i 2008 og forventer, at det nye system er endeligt implementeret i 2010.

(Kilde: Forsvarets Materieltjeneste)