[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Jan Schelbech

Indtil videre har de danske myndigheder tilbageholdt den tyskejede bulkcarrier Trans Pacific, Som sejlede uden for ruten og gik på grund ved Hatter Barn lidt før klokken to søndag morgen.

Stik mod anbefalinger for farvandet sejlede Trans Pacific uden lods. Kaptajnen har forklaret, at grundstødningen skete, da han måtte dreje skarpt for at give plads til et andet fartøj.
Søværnets kutter Samsø blev sendt til området, og også Mette Miljø satte kurs mod det store skib. Søværnets Operative Kommando har ikke konstateret nogen olieforurening.

I løbet af mandag eftermiddag skal dykkere undersøge skibet under vandlinien for skader og lækager.  Først derefter kan der lægges en bjærgningsplan for, hvordan det 74.000 ton dødvægt tunge skib skal trækkes fri af sandgrunden ved Hatter Barn mellem Kalundborg Fjord og Samsø. Formentlig skal en del af lasten flyttes over på et andet skib.

Skibet er indregistreret i Liberia. I Ventspils i Letland lastede Trans Pacific potaske, som blandt andet anvendes til kaliumgødning. Lasten skal til New Orleans i USA.