[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg

Et dansk Challengerfly på en havmiljøflyvning nord for Skagen opdagede i morges kl. 07.37 en norsk kemikalietanker i færd med en ulovlig udledning af olie eller kemikalier. Udledningen blev opdaget af flyets såkaldte SLAR-radar; en radar, der er udviklet til at opdage olie på vandet. Det norske skib befandt sig inden for den danske 12-sømilesgrænse, da udledningen blev opdaget. Her er en hver form for udledning af andet end rent vand ulovlig. Der er derfor ingen tvivl om, at besætningen på det norske skib var i færd med en ulovlig handling. Det nægtede besætningen dog, da den blev kontaktet af besætningen på Challengerflyet. Hvad, det var, det norske skib udledte, vides endnu ikke.

For at sikre beviser tog Challengerflyet både faste og levende billeder af udledningen. Flyet kastede endvidere en såkaldt oliedropbøje ned i vandet. Det er et redskab, der opsuger olie eller andre kemikalier via en teflonklud. Oliedropbøjen blev samlet op af miljøskibet Gunnar Seidenfaden, der var i området. Prøver fra bøjen vil blive sammenlignes med prøver, der tages fra skibet, når det næste gang kommer i havn.

Det danske havmiljøfly var på vinger i forbindelse med havmiljøoperationen Super CEPCO. Det en operation, der i øjeblikket finder sted over danske farvand. Ni lande deltager i operationen, der udover at sikre en intensiv overvågning i håb om at fange miljøsyndere på fersk gerning giver landene muligheder for træne samarbejde og lære af hinanden. Under operationen har miljøfly fra de ni lande været på vingerne i 185 timer og har opdaget 17 bekræftede oliepletter. Kun det norske skib er blevet taget på fersk gerning.