[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af kaptajn Lars B. Andersen, Air Transport Wing Aalborg

- Vi er meget tilfredse med støtten fra Flyvevåbnet, siger oberst Henrik R. Sommer, chef for Operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando.

- Vi ville ikke kunne løse de logistiske opgaver i ISAF uden den store støtte, vi får fra C-130-flyene, siger han.

De sidste fire uger har Air Transport Wing Aalborgs Hercules-fly støttet hæren under rotation af personellet. I den periode har der konstant været et fly udstationeret i Afghanistan til at transportere soldater og materiel såvel ind som ud af indsættelsesområderne.

Ifølge det danske nationale støtteelement i Kabul lufthavn har samarbejdet mellem Hæren og Flyvevåbnet været rigtigt godt, og det har været en fornøjelse at få flyttet gods af en dansk Hercules med en besætning, der har en professionel indstilling til tingene.

Baggrunden for de gode resultater er den store indsats som ydes af personellet ved Air Transport Wing Aalborg. Ikke kun de som er udsendt med støttebidraget til ISAF, men også de, som støtter hjemme fra Aalborg. De gode resultater ses også ved, at alle fire danske Hercules-fly den sidste tid alle har været operative, klar til nye opgaver og udfordringer.

(Kilde: Flyvertaktisk Kommando)