[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den er grå, kan bryde mindst 70 cm tyk is og har en storesøster der hedder Knud. Det handler om det sidste inspektionsfartøj, som er netop blevet færdigt. Ejnar Mikkelsen, opkaldt efter den danske polarforsker af samme navn, ligger nu i Frederikshavn, hvor det helt nye skib er ved at få installeret bl.a. en kanon og andet militært isenkram.

Kan det hele
Klaus Sørensen sidder som overingeniør hos Forsvarets Materieltjeneste, og han har arbejdet på de to inspektionsfartøjer, senest Ejnar Mikkelsen:
- De to nye inspektionsfartøjer kan lidt af det hele. De kan lave suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og ’Search and Rescue’- operationer eller SAR som vi kalder det.
Skibene har ikke en helikopter ombord permanent, men de to inspektionsskibe har begge en landingsplads, hvor det er muligt at lande en helikopter, men det er ikke det eneste:
- Bådene har et såkaldt SAR-fartøj ombord. Det er en hurtiggående båd, som kan nå dybt ind i de Grønlandske fjorde, så det også er muligt at komme folk til hjælp, der hvor inspektionsskibet ikke selv kan komme hen, forklarer Klaus Sørensen.

To på pension, én tilbage
Det er tre gamle inspektionskuttere som siden 1970’erne har varetaget patruljeringen omkring Grønland: Agdlek, Agpa og Tulugaq. To er røget på pension, mens én stadig er aktiv:
- Vi fik bevilget to inspektionsskibe af Knud Rasmussen-klassen i dette forsvarsforlig, men vi håber da på at få én til i det nye forlig, så den sidste kutter også bliver afløst, og der kun er de helt nye og tidssvarende inspektionsskibe deroppe på Grønland, fortæller Klaus Sørensen, overingeniør ved Forsvarets Materieltjeneste.
De gamle kuttere vil blive bortauktioneret på en af Forsvarets auktioner.
Kommandohejsningen vil foregå på Flådestation Frederikshavn den 16. januar 2009. Skibet forventes fuldt operativt februar næste år.