[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Line Lærkholm-Bengtsen

Livgarden begynder sin jubilæumsdag til orgeltoner i Garnisonskirken. Den militære københavnerkirke og resten af hovedstaden vil mandag være fuld af nye og gamle gardere i galla, i kampuniform eller blå blazer og garderslips. Alle i godt humør.

Tusinder marcherer i takt
Mandag formiddag skal shoppende københavnere og turister have kameraerne parat. Med kampklæde unge gardere i spidsen marcherer mere end 6.000 mand fra Tivoli op af Strøget og ned af Købmagergade til Rosenborg Eksercerplads ved kasernen i Gothersgade. Militære musikkorps sørger for, at alle mand holder takt og tempo hele vejen. De mange faner giver marchen sin højtidelige stemning. Ved vejs ende på Rosenborg Eksercerplads defilerer de tusindvis af gamle og nye gardere forbi dronning Margrethe og hendes familie. Her bliver det afsløret, hvad Garderforeningerne giver deres gamle regiment i jubilæumsgave.

Frokost i Gardens Have
Ved middagstid bliver Kongens Have til Gardens Have. For her er koner og kærester inviteret til picnic på plænerne i skyggen af kasernens smukke nabo, Rosenborg Slot.

Fest i Bella Center
Jubilæumsdagens finale er festen i Bella Center. Mellem fisketerrine og grillede revelsben holder dronning Margrethe og regimentschef Lasse Harkjær aftenens taler. Ballet åbner med Les Lanciers. Og festen lukker ud på de små timer, når gardere og damer har danset sig trætte til TV 2, Soul Patrol og Uptown Jazzband.

Klik ind på forsvarskanalen.dk og se Livgardens 350 års jubilæum – et nostalgisk tilbageblik på regimentsjubilæer i nyere tid.