[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af  Jari Nielsen

Oplevelser og oplysninger, der tidligere har været forbeholdt en mindre og mere lukket sfære, kan med Facebook, YouTube og lignende tjenester og communities på nettet flyttes ud i det offentlige rum. Men når først de mere eller mindre gennemtænkte bemærkninger og mindre heldige festbilleder er lagt på nettet, er det svært at kontrollere, hvem der ser med. Derfor skal man tænke sig om, inden man stævner ud på nettets vilde vover.

Kasper Andersen – har Facebook-profil og bruger YouTube og dkbn:

- Jeg bruger Facebook og skriver med vennerne herfra. Jeg skriver for eksempel om, at jeg nyder Livgarden og fællesskabet, og vi joker om byture. Jeg har hørt, at det er let at skaffe oplysninger fra Facebook, men jeg tænker ikke over det. Vi har tavshedspligt, men de ting, vi har tavshedspligt omkring, er ikke noget man skriver om på Facebook alligevel.

Jonas Joensen – har Facebook-profil:

- Jeg har ikke skrevet noget særligt på Facebook de sidste fire måneder, men jeg har tænkt mig at lægge billeder i fotoalbummet her fra, og jeg vil være med i Livgardens gruppe på Facebook. Jeg vil ikke have noget imod at dele f.eks. vagtbilleder og billeder fra parader eller byture. Det er billeder, som alle ville kunne tage. Det er nogle normer og traditioner i Livgarden, og vi skal selvfølgelig passe på med, hvad vi siger og holde ryggen rank, især i uniform.

Rasmus Petersen – har Facebook-profil og bruger YouTube:

- Jeg skriver meget på Facebook med kammeraterne her fra, som sidder spredt rundt om i landet. Jeg er i uniform på mit profilbillede. Mange lægger billeder op fra for eksempel REX-ture. Jeg får sikkert tid til det bagefter. Visse ting skal man holde for sig selv og man skal respektere de kongeliges privatliv; det vedkommer ikke os.

Simon Josefsen – har Facebook-profil og bruger YouTube:

- Jeg fortæller for eksempel om eksercitser, puds og gejling. Jeg er i uniform på min profil og har delt billeder. Jeg tænker ikke det store over, hvad jeg fortæller, jeg skriver jo bare om mit liv. Men man prøver da at vise et godt ansigt udadtil.