[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Peter Keldorff

NATOs nyeste skud på centerstammen har en dansk generalmajor i førersædet. Agner Rokos har nemlig ansvaret for Joint Force Training Center, som for kort tid siden rykkede ind i deres nye bygninger i den polske provinsby Bydgodszcz.

- Vi skal primært uddanne forskellige hovedkvarterer. Det er for eksempel NATO Response Force og ISAF-styrker, som nu kan få ensartet træning i vores center, siger Agner Rokos, generalmajor og Direktør for Joint Force Training Center.

Træningscenteret blev officielt overdraget til NATO onsdag 22. oktober. Her kom den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorskie, på besøg og kunne overdrage bygningerne til Agner Rokos og dermed NATO.

Samtidig med det officielle arrangement havde centeret sit første samlede kursus. Her deltog blandt andet det danske OMLT-hold, der skal til Afghanistan i februar. OMLT er de enheder, som oplærer den afghanske hær, og danskerne var på kursus ved Joint Force Training Center i 14 dage.

Centeret har kostet 30 millioner euro, og Agner Rokos har brugt de sidste to år på at få det op at køre. Derfor var det også en dansk general, som var synligt tilfreds og lettet, efter at Joint Force Training Center ser ud til at fungere.

- Denne dag har vi alle set meget frem til. Og indtil videre er alle meget positive, og det ser ud til at være en succes, siger Agner Rokos, direktør for Joint Force Training Center.