[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det næste hold soldater til Kosovo og til det litauisk ledede PRT i Chaghcharan i Afghanistan stillede fredag formiddag op til afskedsparade i Oksbøl. Styrken er nu færdiguddannet og klar til at tage af sted.

Under paraden talte chefen for Hærens Operative Kommando, Generalmajor Poul Kiærskou til sine soldater. Generalen understregede, at de sidste par ugers uddannelse, har gjort dem helt klar.

- I er nu færdige med jeres missionsforberedende uddannelse, og nu er I alle helt klar til at deployere, sagde Poul Kiærskou.

For de soldater, der skal til Kosovo, fastslog generalen, at der stadig er stort behov for militær tilstedeværelse i provinsen, og at opholdet kan blive krævende.

- Det sidste hold fik brug for alle dele af deres uddannelse fra dag ét, og det samme kan ske for jer.

Til de soldater der skal til Chaghcran i Afghanistan, indskærpede generalmajor Kiærskou, at de skulle være på stikkerne.

- Selvom I ikke skal til det mest urolige område af landet, ændrer situationen sig i Afghanistan utroligt hurtigt. I skal huske både at lære af jeres egne og andres erfaringer.

(Kilde: Hærens Operative Kommando)