[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

 
Med hjælp fra Søværnets Operative Kommando (SOK) er personel fra den ukrainske flåde nu certificeret til at bruge systemet SARIS (Search And Rescue Information System). SARIS er internationalt anerkendt og bruges af flere NATO-lande.

SARIS kan ud fra data om vind og strøm beregne søgeområdet for en redningsoperation. Det vil sige, hvor vind og strøm har båret den forulykkede hen, fra ulykken sker, til redningsaktionen går i gang.

- Fra SOK's side har vi sørget for, at den ukrainske flåde nu har operatører, der kan bruge SARIS. Desuden er der uddannet instruktører, så ukrainerne fremover selv kan uddanne deres operatører, siger orlogskaptajn John Ærø Hansen fra SOK.

Kurserne, der er gennemført med en instruktør fra softwarefirmaet, der har udviklet SARIS, er en del af sikkerhedssamarbejdet mellem Ukraine og Danmark. Tidligere har Danmark blandt andet doneret dykkerudstyr til Ukraine og uddannet dykkere fra den ukrainske flåde i at bruge og vedligeholde udstyret.

Læs også: Søværnet uddanner dykkere i Ukraine (SOK)

(Kilde: Søværnets Operative Kommando)