[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Fregatten Peder Skram har fået en gevaldig ansigtsløftning sidste år og i den anledning indviede regentparret skibet som museum.

– Den er flottere og kønnere end nogensinde, siger forhenværende viceadmiral Jørgen Bork, der har været primus motor for bevarelsen af den over 40 år gamle fregat.

Siden 1996 har skibet været åbent som museum, mens det løbende er blevet restaureret. En sandblæsning og fire lag maling på Århus Værft sidste år var ifølge Jørgen Bork prikken over i’et.

– Da fregatten ikke skal sejle, men bare ligge ved kajen, regner jeg med at renoveringen holder meget længe, vurderer Jørgen Bork.

Peder Skrams aktive tjeneste i søværnet sluttede i 1988. Fire år senere købte Jørgen Bork skibet i spidsen for konsortium og reddede det fra ophugning. Til kulturnatten 10. oktober og i efterårsferien er der mulighed for opleve det nyrenoverede skib.

To fluer med et smæk

Klokken 10.30 ankom regentparret i chalup for at overvære indvielsen, der foregik på kajstrækningen Elefanten på Nyholm. Søværnets Tamburkorps spillede og sang til højtideligheden, og forsvarschef Admiral Tim Sloth Jørgensen var blandt gæsterne. Begivenheden på Peder Skram faldt sammen med afslutningen på kongeskibets sommertogt. Det blev markeret med salut fra batteriet Sixtus klokken 15.00, hvilket også foregik på Nyholm.