[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jari Nielsen

Fem 12-taller og tre 10-taller. Så flotte var karaktererne, da det første hold færdiguddannede på svendebrevsuddannelsen som it-supporter ved Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole i dag på Flyvestation Værløse fik overrakt beviset på, at de har gennemført deres uddannelse.

Af de ti, der startede på uddannelsen, gennemførte de otte, og sidst i oktober får de studerende deres svendebrev.

Af de otte er syv uddannet til hæren og en enkelt til flyvevåbnet.

- Det første hold har gennemført og med et rigtigt flot resultat. Nu har vi virkelig en meget målrettet uddannelse, siger skolechef oberst Henrik Larsen.

De nye hold på uddannelsen er startet, og det forventes, at der fremover vil starte to nye hold med 24 it-supportere på hver.

- Det er en uddannelse, der kombinerer it med soldaterlivet, siger obersten.

De studerende er indtil videre rekrutteret fra Forsvaret. Men skolen er godkendt som teknisk skole, og uddannelsen er fuldt kompetencegivende, også i det civile.

Der er stort behov for it-supportenes færdigheder til nationale, men især internationale opgaver i Forsvaret. De nyuddannede får altså gode muligheder for at bruge deres kunnen.

- Der er brug for dem derude, siger Henrik Larsen.