[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jari Nielsen

Situationen i Beirut er spidset til de seneste dage i kampene mellem Hizbollah og den libanesiske regering. UNIFIL’s opgave er at forhindre våbensmugling til Hizbollah og andre grupper i området, og det er dette arbejde Peter Tordenskiold deltager i.

I øjeblikket befinder besætningen på Peter Tordenskiold sig dog på Cypern, hvor der er tid til at ordne nogle af de ting, man kun kan ordne, når skibet ligger stille. For skibets vedkommende står den på maskintjek og klargøring, og for besætningens på uddannelse og fast grund under fødderne.

Korvetten har to hovedopgaver i forbindelse med UNIFIL-missionen. For det første deltager besætningen i overvågning af farvandet og kontrol af de skibe, der sejler ind til Libanon. For det andet skal de bidrage til at uddanne sømænd fra den libanesiske flåde.

Det er fortsat disse opgaver, der skal løses, når Peter Tordenskiold efter pinse stævner ud på sin næste patrulje. Spændingerne i området påvirker ikke det arbejde.

- Operationen går efter planen. Vi holder øje med situationen, men vi er ikke i forhøjet beredskab. Skibet går under normale omstændigheder ikke ind i Beirut, siger Felix Ebbestad, chef for internationale operationer i Søværnets Operative Kommando.

Besætningen har netop haft tre libanesiske kadetter med ombord i forbindelse med opbygningen af den libanesiske flåde. Her er kadetterne blevet uddannet både i færdigheder, der skal til for at drive et skib, og blevet undervist i, hvordan skibe af den type opererer.