[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jari Nielsen

I fredags vendte Danmarks bidrag til UNIFIL-missionen ved Libanon, korvetten Peter Tordenskiold, tilbage til Flådestation Korsør. Opgaverne har været farvandsovervågning, embargo-opretholdelse og støtte til uddannelse af libanesiske flådefolk.

Selv om de to første opgaver har fyldt mest i dagligdagen, så fremhæver kommandørkaptajn på Peter Tordenskiold, René Fuglsig, uddannelsesopgaven som en særlig succesoplevelse.

- Set med mine øjne har fokus været på at træne libaneserne til, at de selv kan overtage opgaverne. Der har været markant fremskridt og det har været positivt at opleve, hvor dygtige de er blevet, siger han.

To gange à fire dage under den 112 dage lange mission har Peter Tordenskiold haft libanesisk flådepersonel ombord i forbindelse med uddannelsesaktiviteter. De er blandt andet blevet trænet i navigation og havarisituationer.

Den libanesiske flåde har en kystradarkæde på syv radarer, som overvåger hele Libanons territorialfarvand, og libaneserne står selv for kontrol af skibsfarten fra havn til havn og eventuelle skibsinspektioner. I forbindelse med embargo-operationen, der skal forhindre våbensmugling til landet, har UNIFILs opgave været at udpege skibe af særlig interesse.

- Libanesernes forståelse af det at lave overvågning og kontrol af skibe er blevet markant bedre. Det har været meget positivt, siger René Fuglsig.

UNIFIL-missionen ved Libanon fortsætter, men Peter Tordenskiold skal videre til nye opgaver. Cirka en fjerdedel af besætningen forlader korvetten, og den næste tid skal gå med at få enheden op at køre igen.

Kommandørkaptajnen ser optimistisk på operationen i Libanon.

- Operationen til søs går stærkt og har stor effekt. Vi er kommet godt og grundigt tættere på målet, siger han.

Læs også Besætningsmedlemmer på skolebænken (Søværnets Operative Kommando)