Nyheder
Følg Forsvaret på X
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Jan Schelbech
Sveden springer fra panden. Den tunge radio trækker godt i skulderstropperne på rygsækken. De sarte små blodkar springer under huden. Det giver mærker.
FACen har styr på sin position og han har en præcis afstand til målet. GPS og laser afstandmåleren fungerer efter hensigten. Han tager en dyb indånding – melder til piloten i kampflyet ”you are cleared hot”. En infernalsk støj bryder den forbigående stilhed. Kampflyet leverer sin last i målet og lidt efter får piloten meldingen ”direct hit”.
Hjælp fra luften
Det er en kort beskrivelse af en dag på kontoret for en forward air controller. Flyvevåbnet er lige nu i gang med at uddanne det næste hold FACer. Tolv kursister er i gang med den svære kunst at være pilotens øjne på landjorden. Og det er et krævende job.
Forward air controllerens fornemste opgave er at sikre flystøtte til enheder på jorden, der har brug for ekstra ildkraft. Han dirigerer egne fly ind til angreb mod fjendtlige mål på jorden. Den opgave kræver en grundig uddannelse for at give FACen de fornødne færdigheder til at koordinere mellem fly- og landsstyrker.
Tidligere anvendte man særligt uddannede piloter til den opgave, men i dag er uddannelsen åben for oversergenter og opefter i det militære uddannelsessystem. Og det giver god mening at anvende specialuddannede soldater, der har rutine og erfaring med at arbejde i fjendtlige områder på landjorden. Førsteprioritet er selvfølgelig, at FACen skal undgå at ramme egne styrker og civile. Det hjælper han piloten til.
Gadedrenge med overblik
- Vi søger folk, der kan bevare overblikket i meget stressende situationer og gerne mænd eller kvinder med lidt gadedrengementalitet. En analytisk sans er ikke dårlig, men de skal evne at træffe hurtige beslutninger og improvisere når krigen raser, siger seniorsergent Carsten Olsen, der er en af to kursusledere på uddannelsen.
Og det er i høj grad evner, der er hårdt brug for i det danske ansvarsområde i Afghanistan. I samarbejde med en pilot, der er air liaison officer i staben i lejren Price i Afghanistan, kan de danske forward air controllere bestille flystøtte til de enheder, som har brug for det. Her kan de bl.a. belyse mål med laser og guide laserstyrede bomber med en utrolig præcision.
- Vi har mange elektronisk hjælpemidler i dag, men alle vores kursister skal kunne løse opgaven med kort, kompas og kikkert. Elektronik kan gå i stykker og løbe tør for strøm. Vi lærer kursisterne, at de ikke må være afhængige af elektronikken, fortæller Carsten Olsen.
Afghanistan venter
Forward air controlleren bliver en del af et såkaldt Tactical Air Control Party (TACP), der består af fire mand. I Afghanistan bliver holdet ofte indsat med deres pansrede mandskabsvogn under operationer. Når der er behov for det, så gå TACP-holdet også med på patruljer. Derfor har de meget mobilt udstyr. Men det er en tung tjans, så FACen og hans folk skal også være i god fysisk form.
Det 12 mand store hold bliver efter planen færdige med FAC-uddannelsen fredag den 21. august. Her er de formelt ”combat ready”, men typisk bliver de danske forward air controllere først udsendt efter et år i jobbet.