[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Normalt sælges Familienetværkets gule sløjfe kun over internettet og til pårørendearrangementer i forsvaret. Men flere og flere uden tilknytning til forsvaret vil gerne hjælpe Familienetværket med at sælge sløjferne.
- Specielt over det sidste års tid, er det blevet til rigtig mange henvendelser fra folk, der bare har lyst til at lave noget aktivt i forhold til støtten til soldaterne, siger formand for Famiilenetværket, Michael Jensen.
Michael Jensen har senest været i Toftlund i Sønderjylland, hvor 18 butikker siden i fredags har solgt de gule sløjfer.

Solid støtte i Danmark
Støtten til soldaterne er stor i Danmark. En meningsmåling i Morgenavisen Jyllands-Posten i april 2009 viste, at 48 pct. af befolkningen støtter krigen i Afghanistan. Familienetværket har da også siden november 2007 solgt over 20.000 store sløjfer til bilen og omkring 10.000 små til at sætte på tøjet.
En stor sløjfe til bilens bagsmæk koster 50 kr. og en lille til at sætte på tøjet, kan fås for en tyver. Overskuddet fra de gule sløjfer går til at hjælpe sårede soldater og deres pårørende økonomisk, hvis familien ikke selv har råd til transport eller til at holde fri for arbejde for at være hos deres soldat.

Se indslaget om de 18 butikker i Toftlund på Forsvarskanalen.