[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Hvad betyder det nye forlig for mig, min ansættelse og min arbejdsplads? Det er et spørgsmål, som mange af forsvarets ansatte stiller sig selv og hinanden, mens solen brager ned fra en skyfri himmel og sommerferien står for døren. I formiddags fik de så også mulighed for stille det til forsvarschef Tim Sloth Jørgensen. I en time var chatlinien åben på Forligsportalen, så svaret kunne komme med det samme.

De fleste spørgsmål handlede om det samlede antal ansatte i forsvaret. Hvordan kan vi have 2300 ubesatte stillinger og samtidig skulle effektivisere? Vil man begynde at ansætte folk igen? Vil der i det nye forlig være råd til at anvende konsulenter i samme omfang som i dag?

- Generelt vil vi stadig holde igen med ansættelserne i 2009 for at få vores økonomi til at hænge sammen. Vi bliver ikke færre personer i forsvaret, end vi er nu - tværtimod bliver vi lidt flere. Vi mangler cirka 2300, og reduktionen er på knap 1500, så vi bliver omkring 800 flere. I den næste forligsperiode er det vores hensigt at nedbringe forbruget til konsulenter betydeligt, og netop som du skriver i en række tilfælde i stedet bruge eller ansætte faste medarbejdere, lød et sammendrag af svarene på spørgsmålene fra Tim Sloth Jørgensen.

Enkelte spørgsmål kunne der dog ikke gives direkte svar på med det samme, da det kræver undersøgelser i løbet af forligsperioden. Det gjaldt eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt isbryderne er på vej væk fra forsvaret. Det er de ikke, men i løbet af forligsperioden vil der blive set på, om hjemmeværnet skal yde støtte til bemandingen af dem.

Se chatten her