[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Landsforeningen Folk og Forsvar har været på en stor debatrundtur siden efteråret, hvor danskerne fik mulighed for at fremsætte ønsker til et nyt forsvarsforlig med folkelig forankring. Turneen afsluttes med en konference i Landstingssalen på Christiansborg på lørdag.

Udover major Nicolas T. Veicherts fra Forsvarsakademiet er futurist og medlem af Folk og Forsvars advisory board Anne Skare Nielsen blandt hovedtalerne. Hendes oplæg bærer den lidt provokerende titel ’Fra værnepligt til hjernepligt’.

Hun har ikke en militærbaggrund til gengæld er hun både cand.scient.pol og biolog og lever af at få primært private virksomheder til at tænke i nye baner.

- Vi er ved at bevæge os fra mest til bedst. Succeskriteriet har engang været meget fysisk og meget materielt. Nu er der et opbrud af grænser, hvor der ikke længere kun er en mand og en kvinde men også homoseksuelle. På samme måde er der ikke kun krig og fred. Der er også terrror. Og vi har ikke kun nationer men eksempelvis også EU og NATO, siger Anne Skare Nielsen.

Terrorister er tabere
Derfor mener hun også, at man heller ikke længere kan tale om at vinde eller tabe.

- Vi taler om, at vi er i krig mod terror og, at man skal vinde kampen mod terror. Men hvis du spørger terrrorister, er de ikke ude på at vinde eller tabe. De har tabt. Det er derfor, de er terrorister. Mange terroristorganisationer har faktisk fra starten defineret sig selv som tabere, og de har en helt anden virkelighedsopfattelse, end vi har. De fører en form for kosmisk krig, hvor de kæmper på et helt andet plan og for nogle helt andre ting, end vi er interesseret i, siger hun.

Løven og gazellen
Ifølge Anne Skare Nielsen befinder vi os i en situation, hvor det er underordnet, hvor stort militæret er. Der vil nemlig altid være en håndfuld mennesker med et helt andet mindset end det, vi er vant til at kæmpe imod. Det illustrerer hun med et eksempel fra naturens verden.

- Hvis du har en gazelle og en løve, så vil gazellen altid være motiveret til at løbe stærkere end løven, fordi den løber for livet, mens løven løber for frokosten. Sådan er det også med de fleste af dem, du går i krig med. Hvis de er mere motiveret, vil de også altid være mere innovative og være mere på forkant. Det handler ikke om værne. Det handler om hjerne. I stedet for at have noget fysisk, vi skal forsvare med vores krop, har vi noget meget mere immaterielt, som vi skal forsvare med vores hoveder. Jeg siger ikke, at vi ikke skal have fysisk materiel. Jeg siger bare, at det ikke er tilstrækkeligt, forklarer hun.